Anmeldelse: WAK

Kender du We Are Knitters? Jeg har længe beundret deres lækre billeder på bl.a. Instagram med hvad der så ud til at være det mest lækre, bløde garn, så da jeg fik mulighed for at prøve et af deres kits kunne jeg ikke andet end at sige ja! Valget faldt på Samasana Blanket, et dejligt tykt tæppe i uld med flotte striber. Det tog kun et par dage for pakken at nå frem helt fra Madrid – og jeg må sige at jeg er begejstret over kvaliteten, især garnet!

Pakken indeholdt et Samasana Blanket Kit bestående af
• 8 store nøgler peruviansk uld á 200g i to farver
• en 15 mm hæklenål i træ
• opskriften på tæppet
• WAK nåle til at hæfte ender med
• en vævet label
alt sammen i den klassiske, kraftige papirspose der kendetegner We Are Knitters.

Selvfølgelig kunne jeg ikke vente med at få fingrene i garnet og komme i gang, så jeg smed nærmest hvad jeg havde i hænderne og på kun to dage (med mange hvile-, te- og pudse-næse-pauser, hurra for efterårets komme!) var der næsten ikke mere garn tilbage.. Til gengæld sidder jeg nu med det lækreste varme tæppe og spekulerer på om der skal fryns på eller ej!

Jeg har sikkert sagt det før og nu siger jeg det igen: Det er en fornøjelse at hækle med tykt garn og en ordentlig stor nål, arbejdet skrider hurtigt frem og man kan med hver maske se at det færdige resultat er lige om hjørnet. Jeg har efterhånden prøvet en del forskellige chunky garner og The Wool fra WAK er uden tvivl et af de lækreste jeg har hæklet med. Ulden er spundet utrolig jævnt og fnulrer ikke, heller ikke selvom du trævler op en gang eller to (når du har glemt at tælle..).
The Wool fås i 37 farver, den ene flottere end den anden, så det var svært at vælge hvilke farver striber mit tæppe skulle have. Ulig mig valgte jeg to helt neutrale toner, en helt lys og en lidt mørkere grå (Spotted Grey og Grey) men en næsten hvilken som helst farvekombination ville have været flot. Du kan se alle farverne her. WAK har udover garn rigtig mange fede kits, både til strikkerne, hæklerne og stramajmagerne. Der er kits til enhver sværhedsgrad, så uanset om du er begynder eller supernørd, så er der helt sikkert noget for dig, se dem alle her.

Når man som jeg er vant til at læse opskrifter på næsten alle sprog og i alle former, så er opskriften i kittet her alligevel lidt kringlet skrevet og kræver en gennemlæsning inden man går i gang. Men i bund og grund er den ligetil, man skal bare gøre det der står i den rækkefølge det står i, så ender man med et tæppe. Jeg kunne dog godt have ønsket en simplere opskrift der ikke kræver så megen gennemlæsning, men tålmodighed er nu heller ikke min stærkeste side, men når først man har fanget mønsteret er der ikke så mange dikkedarer, blot gentagelser.

Hæklenålen i kittet brugte jeg ikke meget da jeg hækler meget fast, i stedet benyttede jeg min egen i teak som jeg har fået håndskåret og som er større (20 mm) end den der følger med (15 mm). WAK har tænkt det så smart, at har man en nål i forvejen kan man vælge hæklenålen fra og prisen bliver trukket fra bestillingen. Jeg ved godt at man ikke skal gå ned på grej, men det er begrænset hvor mange hæklenåle i str. 15 mm man har brug for!!
Hvis jeg skal sige noget om hæklenålen i kittet, så er det en ganske fin hæklenål når man ikke har en i forvejen. Den er i træ og har en fin længde i forhold til tykkelsen. Når man hækler med tykt garn er det rigtig vigtigt at nålen har en god længde så man har et godt greb om den. Ligger nålen godt i hånden bliver arbejdet mindre anstrengt og man undgår at få smerter i hånd og arm.

Pris og kvalitet følges ad men alligevel tænker du måske at det er noget dyrt garn. Dertil kan jeg kun sige at du får hvad du betaler for – garnet er eksklusivt og af høj kvalitet, så vil du forkæle dig selv lidt ekstra, så er We Are Knitters det rigtige sted at starte. Jeg vil hvertfald tage tæppet frem, sætte frynser på og slutte af med at sy den fine label på – og så kender jeg én der skal begaves med et Samasana Blanket fuld af kærlighed fra We Are Knitters <3

Anmeldelse

Når Bymami anmelder, så får du min uforbeholdne mening om produktet. Denne artikel indeholder links til eksterne sider. Ved at trykke på dem støtter du bymami.dk og hjælper til der fortsat bliver udgivet gratis indhold på bloggen. Tak for din hjælp!

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.