Sunkissed & Catona

Scheepjes SunkissedEn helt vildt glad pakke kom med posten her til morgen. Jeg har længe kastet længselsfulde blikke efter garn fra Scheepjes og i dag skete det: Jeg modtog en skøn pakke fra Lunds Garn, som forhandler et større udvalg af det hollandske garn, se bare her:

Scheepjes Sunkissed Easy Start

Easy Start. Det er da for smart!

Sunkissed

I pakken lå en hel regnbue af det smukke Sunkissed. Jeg kan allerede sige nu, at jeg er helt vild med farverne, garnet er meleret med flere nuancer af samme farve, som giver et helt fantastisk farvespil. Sunkissed er et utrolig lækkert og meget blødt bomuldsgarn. Som ekstra bonus er der på samtlige nøgler ‘Easy Start’: Ikke noget med at hive halve nøgler ud for at finde den inderste ende, for enden er klar, parat til start med et lille mærkat, så det er nemt at gå til. Se,  det er dæleme smart og burde være obligatorisk på alt garn! Jeg glæder mig til at få garnet på nålen, om ikke for alt det andet så hvertfald for den fryd det er at hive en perfekt ende ud fra midten af garnnøglet..
Update: Efter at have hæklet med Sunkissed i alle de dejlige farver er min umiddelbare begejstring for garnet ikke blevet mindre, tværtimod. Det hæklede får en vidunderlig fløjlsblød tekstur, som er idéel til baby- og børnetøj, eller krammedyr. Med 170m i et nøgle rækker det ligeså langt som det meste andet bomuldsgarn og det skiller ikke, heller ikke selvom det bliver trævlet op flere gange.

Catona Scheepjes Catona

I pakken lå der også 4 nøgler Catona i en nøje afstemt farveskala. Garnet er et merceriseret bomuldsgarn og fås i helt ufatteligt mange farver og nuancer (det er nok gået op for dig at jeg er glad for farver, det er en arbejdsskade som jeg ikke er spor ked af!). Mine erfaringer med merceriseret garn fra andre mærker har ikke været videre positive, da jeg synes tingene bliver alt for stive. Men Catona skal nu alligevel afprøves, for det ville være mere end ideelt at kunne udvide paletten med 81 farver! Så jeg er meget spændt på at se hvordan garnet er at hækle med.

Scheepjes CatonaUpdate: En ny mandala blev færdig i dag, så jeg fik taget hul på Scheepjes Catona. Det har ellers holdt hårdt at lade det ligge, men jeg har SÅ mange projekter i gang at jeg tvang mig selv til at vente til mandalaen var færdig. Så da den sidste ende var hæftet kastede jeg mig med god samvittighed over de 4 små nøgler. Små, fordi nøglerne virker er en anelse mindre end alm. bomuld fra fx. Mayflower. Der er også ‘kun’ 125m i et nøgle.
Min absolutte favoritnål er en jeg har arvet fra min mor og den står til at være 3 mm. Frem med garnenden (Catona har desværre ikke Easy Start og det var IKKE en easy start, så jeg gav op og begyndte udefra) og lad mig så lige slå fast med syvtommersøm: Jeg ELSKER det! Maskerne står helt tydeligt og det giver en superflot struktur – it Pops! Selvom jeg nåede at trævle op 4 gange, holder garnet formen uden at skille. Catona er merceriseret, men føles ikke så stift som de merceriserede garner jeg tidligere har forsøgt mig med og det er glat uden at være alt for levende mellem fingrene.
Hvis du har lyst til at prøvet det og af en eller anden grund ikke har kastet dig ud i det endnu, så kan jeg kun anbefale at du springer ud i det. For det er virkelig noget lækkert garn

Share:

2 thoughts on “Sunkissed & Catona

  1. Pingback: Smukke Sukkulenter | Bymami

  2. Pingback: Stonewashed | Bymami

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.