Skadestuebamsen

De seneste uger har jeg ikke lagt nær så mange billeder ud på bl.a. Instagram som jeg plejer – simpelthen fordi jeg har haft de helt store hemmelige hæklerier fremme!!!

Skadestuebamsen kontaktede mig tilbage i juni og spurgte om jeg, sammen med en masse andre dygtige danske hæklere, havde lyst til at hækle til et stort sommerevent i Skadestuebamsens facebookgruppe. Det havde jeg selvfølgelig! Men jeg skulle ikke bare finde på selv. Nej, jeg ville få tildelt en tegning som jeg så skulle hækle efter!! Tegningerne ville blive indsendt til Skadestuebamsen af gruppens medlemmer og efter en lodtrækning skulle hver designer så få tildelt et af kunstværkerne.

Collage: Skadestuebamsen

Her kan i se hvilke tegninger der blev udvalgt – er de ikke skønne? Hvilken der er Bymamis må i foreløbigt gætte på 🙂

Det kan man jo ikke sige nej til, vel? For det er da ALT for sjovt og kræver en god portion kreativitet! Samtidig blev der lagt op til venskabelige drillerier designerne imellem, uden at afsløre noget om den bamse der blev hæklet på – og det har været en fest at følge med på gruppens væg i de sidste uger. Alle farver har været forsvundet, billeder har været utydelige og ikke særligt afslørende. Men nu er ventetiden slut – for i dag bliver billeder af bamserne offentliggjort og hvis du ikke allerede er medlem, så bliv det eller kig forbi gruppen og se alle de smukke og finurlige kreationer!! Hvem der har lavet hvad er dog hemmeligt lidt endnu – men IH hvor jeg glæder mig til at se dem! Måske ses vi derinde? Det håber jeg.

OPDATERING! Alle bamserne er nu lagt ud i gruppen og til afstemning. Og HOLD NU FAST hvor er de fantastiske hver og én! Se dem lige:

Collage: Skedstuebamsen

Nu da eventet er overstået og vinderne er trukket, kan jeg godt afsløre hvilke bamser jeg har hæklet. To, fordi jeg i sidste øjeblik hjalp med en bamse der ellers ikke kunne blive færdig. Mød Milfred (efter tegning indsendt af Mikaela Skovgaard Nissen) og Pip Langben ( efter tegning indsendt af Ann Christine Sennefelder/Lea Peters).

MUSEN MILFRED

Kom med – du skal møde min nye veninde, Musen Milfred. Hun bliver ofte spurgt til sine lange ører og svaret er simplere end man skulle tro:
Milfred ELSKER farver. Hver morgen har hun ret så svært ved at beslutte sig for hvilken farve hun skal tage på i dag. Og når Milfred tænker, så trækker hun i sine ører. Derfor har hun lidt længere ører end de andre mus i hendes familie.
For at Milfreds ører ikke bliver længere end de er nu, har Milfred besluttet at bære alle regnbuens farver hver dag, så hun ikke hiver helt så meget i sine ører.

Om opskriften

Milfred er en Skadestuebamse, hæklet efter en fantastisk sød tegning af Sofia. Bamser hæklet efter denne opskrift må undtagelsesvist IKKE SÆLGES, medmindre overskuddet går til Skadestuebamsens gode formål. Aftale om støttesalg kan indgås ved at skrive en mail til bymami@bymami.dk.

Støt et godt formål – og bliv lidt gladere indeni!

download opskrift

 

Om Skadestue bamsen

Når man er lille og slår sig så slemt at man må en tur på skadestuen, kan det virke voldsomt. Der er mange indtryk at tage ind og det gør ondt – så gør det godt at få en hjemmelavet bamse fuld af kærlighed og trøst!

Skadestuebamsen samler hæklede og strikkede tøjdyr i alverdens former og farver ind til de mindste besøgende på skadestuen. Initiativet gør en kæmpe forskel for disse børn. Bamserne bliver samlet ind af Bamsemødre i hele Danmark, som sørger for at tøjdyrene bliver vasket inden de afleveres på landets skadestuer.

Du kan læse mere på Skadestuebamsens Facebookgruppe hvor du også finder alle relevante informationer, såfremt du har lyst til at donere en hjemmestrikket, hæklet eller syet Skadestuebamse!

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.