Enevældet hersker stadig

Med fare for at få et par over nakken, så er jeg simpelthen nødt til at få luft for en frustration jeg har som blogger, som designer, men først og fremmest som HÆKLER!

Der findes ualmindeligt mange facebookgrupper med temaet hækling og alt hvad dertil hører. De fleste af dem er rare at være i, her er plads til spørgsmål og hjælpen bliver givet uden forventning om modydelse af nogen art. Det at hjælpe er takken i sig selv og det er da en FED fornemmelse at hjælpe nogen videre – for vi har jo alle været lige netop dér. I begyndelsen. Som absolutte novicer uden nogen som helst idé om hvordan vi får løst de problemer der opstår hen ad vejen og hvordan vi kommer videre på vores rejse med hæklenålen.
Målet med at hækle, eller nej, lad mig rette det til: MIT mål med at hækle er at dele min viden og kunnen, for hækling gør mig glad! Hækling er min terapi i en kaotisk hverdag med kroniske smerter – og hvis det kan hjælpe mig og bringe mig glæde, hvorfor skulle jeg så ikke dele det med andre?
Her er det så jeg egentlig kommer til sagens kerne.. Jeg blogger for at dele med andre. Dele links til CALS, dele tips til hækling, dele flotte opskrifter jeg finder i min søgen rundt på nettet. Jeg hækler ofte noget ud af det blå, for så at bruge en hel del timer på at skrive ned og tage billeder og lægge det ud på bloggen til fri afbenyttelse. For at være flink.

Jeg ville egentlig bare dele for at være flink..

Har jeg hæklet noget jeg har fundet en opskrift på eller er blevet inspireret af andetsteds og så linker  dertil, så er jeg flink når jeg deler det i diverse grupper. For jeg er ikke egoist og holder min viden for mig selv. Deler jeg derimod min tid, det store arbejde jeg lægger i en opskrift jeg har siddet og lavet og har delt på min blog, noget som ligger der ganske gratis og kan findes ved en simpel googlesøgning, så er det pludselig ‘for egen vindings skyld’, og mit opslag bliver slettet! Men jeg ville egentlig bare dele for at være flink..
De grupper jeg her taler om, er der sjovt nok enormt stor utilfredshed omkring når man taler om dem privat. De er kendetegnet ved at være styret af magtbegærlige enevældige diktatorer, som bortcensurerer og udelukker fra ‘fællesskabet’ (gruppen) med hård hånd. Ofte har man ingen mulighed for at forsvare eller forklare sig, man er forment adgang til enhver form for diskussion og meningstilkendegivelse (jeg er ikke fortaler for at man skal ytre sin mening om alt; det er fint at have en mening, men der må også være en god og saglig grund til at servere den for andre!).
Og her er det så jeg tænker: Hvorfor finder vi os i det? Hvorfor ønsker vi at være medlemmer af enevældigt diktatoriske censurstyrede facebookgrupper, hvor admins humør skriver lov og hvor de med hård og ofte uretfærdig hånd sletter og censurerer og lukker munden på det almene medlem af gruppen? Hvorfor vil vi være i grupper, hvor det nærmest er med bævende hjerte man slår noget op, for ’Tænk nu hvis det ikke er okay?’, ‘Bliver jeg mon smidt ud nu?’. Er det overhovedet lovligt at lukke munden på folk på den måde??!! Er det i virkeligheden ikke bare folkeskolen om igen, avanceret voksenmobberi, hvor ingen tør sige fra, fordi de der rent faktisk protesterer eller siger admin imod bliver hylet ud.? Så er dén ligesom lukket.
Men helt ærligt…. Hvorfor?

Vi lever sgu da i et demokratisk samfund med retten til fri tale. Med ret til at være flinke, ret til at dele ud af vores viden (inden for copyrightlovens grænser, det siger sig selv). Jeg er ærligt talt temmelig træt af at leve i en verden hvor venlighed bliver anskuet med mistænksomhed og anset for at være med egoistiske bagtanker.

Nogen af os forsøger rent faktisk bare på at være flinke.

Update 24/4-16

Så sent som i går blev et af mine opslag slettet uden varsel. Der var en der havde delt et opslag med link til mig, så jeg blev opmærksom på opslaget. Et, efter min mening, fortæffeligt opslag fuld af tips og gode idéer til hæklede gaver til Mors Dag. Jeg delte i flere grupper – og også i den store hæklegruppe, fordi der er flest hæklere samlet (det giver ret god mening, ikke?!). Efter mindre end 5 minutter var mit opslag ikke længere at se. Det var simpelthen blevet slettet!! Jeg blev så harm og frustreret over at blive censureret, at jeg skrev endnu et opslag hvor jeg luftede min frustration. Det resulterede i at jeg endnu en gang blev smidt ud af gruppen og fik frataget min stemme og alle muligheder for at forklare.

I vrede skrev jeg et opslag på min private profil, men efter at have sovet på det, har jeg valgt at tage det ned.

jeg er blevet pålagt en hensigt med mine opslag, som jeg ikke har haft

Jeg ønsker på ingen måde længere at være medlem af gruppen, for jeg nægter at sidde og spekulere over om jeg nu bliver smidt ud eller mit opslag ‘forsvinder’, hver gang jeg deler noget. Men jeg ærgrer mig da over at jeg ikke længere kan dele tips og tricks med så mange som før. Men det der generer mig mest ved hele denne historie er, at jeg er blevet pålagt en hensigt med mine opslag, som jeg ikke har haft!

Og jeg ville ønske at folk var klar over hvad de går ind til inden de melder sig ind i gruppen, at reglerne ikke er ens for alle. At nogle bloggere kan få lov til at dele egne links, mens andre ikke kan – for der er forskel på folk! Men det kan ingen selvfølgelig vide, for det er en effektiv mundkurv at smide folk ud og blokere dem – så de ingen muligheder har at tage til genmæle.

Det er til min store forbavselse kommet mig til kendskab, at nogle af disse grupper endda sender ‘agenter’ ud i andre hæklegrupper, for at ‘spionere’ mod gruppernes egne medlemmer og deres aktiviteter i andre hæklegrupper. Jeg er F U L D S T Æ N D I G paf!
Målløs over, at man kan have behov for at styre på en måde der minder om Nordkoreas diktatur! Det kan man da kun ryste på hovedet af… Og undre sig over, at sådanne grupper kan blive ved med at eksistere og rent faktisk har formået at skaffe sig et anseligt antal medlemmer.

For lige at slå fast..

Jeg er ikke fortaler for uhæmmet reklame i grupperne på facebook. Vi bliver bombarderet rigeligt af ihærdige forsøg på at sælge produkter. Jeg ønsker blot at skabe en debat omkring hvor grænsen går og om det i virkeligheden er lige for alle i grupperne på facebook – det mener jeg ikke det er.

Fordi jeg har en separat side på bloggen med købeopskrifter, er jeg udelukket fra i visse fora at dele ud af mine idéer og inspirere med gratis anvisninger. Og det synes jeg ærligt talt er trist – og ikke særligt fordrende for lysten og glæden ved at dele.

Hækletips og Hjerterum

IMG_2950Tante Tråd og Bymami er gået sammen om at oprette en gruppe på facebook. Gruppen er for alle, nybegyndere og garvede hæklere, store som små. Hvor vi er venlige mod hinanden og der er rart at være!

Du finder gruppen her, vi håber at se dig 😉

Share:

15 thoughts on “Enevældet hersker stadig

  1. Jeg synes du har ret, jeg har en lignende oplevelse. Har på min hjemmeside delt flere opskrifter af mine egne Hæklede dyr. Da jeg lavede min egen opskrift på sutsko, gjorde jeg ekstra meget ud af den for at kunne sælge den. Jeg ville jo gerne vise sutskoerne frem så jeg lage billeder op i **navn** grp på fb, vel vidne at jeg nok ikke skulle skrive at jeg solgte opskriften. Den bliver liket af mange og da en spørger om opskriften, linker jeg i bemærkningerne til salgside som vi jo alle gør når vi har købt en opskrift, forskellen er bare her at det jo er mig selv ! Hvis du havde gjort det for mig var det vel i orden ! Og hvis jeg gør det for dig er det vel også i orden. Men jeg blev smidt ud pronto uden forklaring. Admin er en hård nyser derinde. Jeg ansøgte om at komme ind igen og kom det uden problemer. Efterfølgende er jeg blevet medlem af 2 andre fb grupper, **navn** og **navn** der kan man uden problemer linke til sine salgsopskrifter. Med venlig hilsen Jane Vig Larsen ?

    • Ja det er en træls afvejning, hvornår må jeg linke, hvornår må jeg ikke? Tak for din historie Jane. Det er lige det jeg mener, for hvis du ikke selv havde linket så havde det været helt efter bogen.. Og så er det pludselig ikke lige for alle mere. Hvilket nok er det jeg er mest harm over.

      Jeg har tilladt mig at anonymisere navnene på de grupper du nævner, da jeg ikke ønsker at blive mudderkaster via bloggen her 🙂

  2. Jeg er helt enig med dig …. en fra vores lokale håndarbejde gruppe søgte derinde efter en spilledåse hvor jeg skriver til hende at en webshop som holder til i vores by havde sådan en
    og at hun også havde mange andre ting. Ejeren som jeg tagger svarede at det havde hun og ja hun havde da også mange andre ting. Hun blev smidt ud fordi hun svarede på mit tag fordi hun lagde op til et salg …. ?!
    Jeg har aldrig selv været “på kant med loven” derinde men er blevet smidt ud og blokeret fordi jeg er medlem af en “anti gruppe” (som nogen fra vores lokale gruppe har oprettet og derfor taget mig ind i for at få lidt medlemmer) …
    Det bekræfter bare enevælden endnu mere – smidt ud pga et medlemskab et andet sted .. og hvem gider i øvrigt bruge tid på sådan noget?!
    Det må være deres pine, jeg er med i så mange andre gode grupper 🙂

  3. Tak ? Tak for at sætte lidt ord på! Jeg var, fra den ene dag til den anden, udelukket og blokeret fra gruppen **gruppens navn**. Uden advarsel, eller begrundelse. Jeg havde været medlem i over et år. Delt billeder, erfaring og links. Det sidste halve år, dog ik meget, i frygt for sparket. Følelsen af at være dybt kriminel var mildt sagt frygtelig, og det var det man sad tilbage med. min mor skrev i gruppen for at høre hvorfor, jeg var smidt ud, og fik svaret ” hvis jeg ville vide det kunne jeg jo bare skrive til dem “. Hvad er det for en måde at svar på. Da jeg fik skrevet til dem, fil jeg svaret, ” Du har ytret din utilfredshed over gruppen, i en anden gruppe. Og det er der ikke forældelsesfrist på ” ? Jeg er sikker på at jeg nok havde liket et opslag med utilfredshed, men jeg fik ikke svar på hvad jeg havde skrevet, liketet eller på anden måde, gjort mig fortjent til blokering.
    Der er heldigvis mange grupper, der er super hyggelige, hvor det er tilladt at dele erfaring. Desværre kan jeg til tider mærke, at admins i **gruppens navn**, har sendt nogen ud for at lave ballede. Flere af de hyggelige grupper, er blevet beskyldt for alle mulige ting, bla. at dele købeopskrifter, selv om det ikke er tilfældet.
    De har virkelig en besynderlig opførelse i den gruppe, og håber at flere får øjnene op og gør oprør ved ik at være en del af det. Jeg kan slet ik se hvorfor jeg har brugt det sidste halve år i den gruppe.

  4. Vil rigtig gerne dele dit opråb, men kunne ikke dele dit opslag på FB. Kunne du lave et, hvor medlemmerne i den omtalte gruppe ikke er med få billedet, og gøre så vi kan dele? ????

    • Tak for din historie, Gabriella. Den ubehagelige fornemmelse man får af at få skudt noget i skoene (uden at der er hold i det) er det værste!
      Mit indlæg på facebook har jeg slettet, det var skrevet i vrede og var ikke særlig konstruktivt. Jeg har skrevet en mere velovervejet udgave som tillæg til indlægget her og det må du hjertens gerne dele!

  5. Hørt! Det er på tide der kommer syn for sagen! Og nogen tør åbne munden! Ville man i den virkelige verden findes sig i det? Bare vende den anden kind til og anmode om medlemskab igen? Det tror jeg næppe.
    Jeg har delt på vegne af Tante Tråd!

    • Tak Tine, ja jeg vil hvertfald ikke finde mig i det upåagtet! Det er godt at høre at der er flere der føler på samme måde!!

  6. TAK – du har på fantastisk vis fortalt min historie – mine tanker – min oplevelse, eneste forskel er, at jeg ikke har en blok, men en Amio butik 😉
    Tak for at du tør tage *emnet* op
    Hilsen Jette

  7. Hejsa,

    Jeg har en idé om, at jeg har været med i en af de diskussioner der har fået dem til at se endnu mere rødt – og meget tyder på at blokering/sletknappen er taget heftigt i brug derefter.

    Sagen er den, at *navn* valgte, at udstille en som ikke havde lavet en fejl. Det vil sige, det var admins.
    Det var så sådan, at admins absolut ikke ville give den forudrettet en undskyldning, og tilmed ikke engang slettede opslaget. Altså hun holdte ved at udstille personen, selvom hun “undskyldte” i en kommentar.

    Jeg tillod mig derefter at fortælle, at det også var ulovligt at hænge folk ud på nettet. Vores “kære” admin påstod så – som hun altid gør?! At deres “jurist” havde sagt, at det var lovligt at de hang folk ud så længe de havde oplyst om det i gruppebeskrivelsen. Det ved et hvert barn, jo er løgn.

    Så flere indblandinger og diverse udsagn fra hende og hende kompagnon resulterede i at jeg tog screenshots af hele baduljen og skrev til hende at “nu var hun advaret” hvis jeg valgte at gøre brug af det og “hænge hende ud”, for det var jo lovligt ifølg. deres såkaldte jurist? 😉

    Straks blev alle mine beskeder, som var ret så sober i det ellers slettet. Andre blev ekskludret bare ved et spørgen om “hvorfor sletter du det?”

    Jeg selv valgte at gå, hvilket jeg kan forstå har pisset madammerne så meget af, at de ikke kunne blokere mig for derefter at smide mig ud, så gik udover andre der bare stillede spørgsmålstegn.

    Det er åbenbart kun regler der gælder for nogle, ikke hoffet selv. Derudover er jeg sikker på de kun er ude på at ødelægge hækleglæden.

    Nogle mennesker kan bare ikke tåle at få “magt”. Ærgerligt at så fredeligt et emne som hækling kan skabe så meget egoisme og snæversynet-hed!

    (Nå ja, i øvrigt er der mange der hedder ***** i Danmark 😉 … )

    • Hej Louise. Det er en træls oplevelse du har haft dér! Det er synd og skam at det skal komme så langt ud.. Som du også er inde på, så er der bare desværre nogen mennesker som ikke kan administrere at ‘have magten’. Og jeg synes det er brandærgerligt at der skal gå så meget børnehave i noget der egentlig udelukkende burde være hyggeligt: At hækle og det der hører til!

      PS.: Du har helt ret: Der er mange der hedder det i DK, men når det kommer til danske hæklegrupper af en vis størrelse, så er det pludselig begrænset hvor mange admins der er med netop dét navn 😉 Så for ikke at hænge nogen, hverken admins eller grupper ud på min blog med navn, har jeg valgt at stjerne det ud.

  8. Træt af evig ballade i visse grupper har jeg netop fordi jeg ikke vil tælle med i medlemstallet meldt mig ud af næsten alle, danske grupper. Jeg ville ønske andre gjorde det samme i stedet for stiltiende at finde sig i forholdene, så dejligt du får luftet ud, for du er langt fra den eneste der har oplevet det.
    Jeg er med i 1 dansk gruppe og selv om jeg ikke når så langt ud til titusindvis af medlemmer, er det fint for mig. Jeg må dele ting fra min blog og der er ingen sure miner.. For mig er det ikke besøgstallet der gælder, men bare der er 5 der følger er det godt nok. For jeg blogger for min fornøjelse, men vil da gerne have at der bare er 1 der læser. Du har jo masser af følgere, så måske du også kunne “nøjes” med en lille hyggelig gruppe ? Det giver ingen stress og ondt i maven ?

    • Du har helt ret – og jeg føler også at hvis jeg når ud til bare en enkelt der har gavn af mit opslag og bliver inspireret, så har jeg opnået hvad jeg ville. Men min retfærdighedssans blev virkelig sat i spil i denne situation, som du selv skriver, så sætter jeg blot ord på hvordan mange udsmidte og blokerede gruppebrugere har følt det.
      Når det er sagt, så håber jeg du vil være med i ‘Hækletips og Hjerterum’, du er velkommen med dine hæklerier og din blog!

  9. Hvor er det rart at se, at der endelig er nogen, der har fået øjnene op for dette diktatur på fb, som også siger noget om det.

    Du glemte en vigtig ting :-). I den gruppe råber de himmelråbende højt om ejerskab, copyrights, eneret, ja kald det hvad du vil. De glemmer bare lige, at alle de kommentarer, link, filer og billeder man som medlem har lagt, har man ejerskab, copyright og ret til at bestemme over og man bør derfor have mulighed for at slette alt INDEN man bliver smidt ud og blokeret. At du skriver det til dem i en pb og beder pænt om det bevirker bare, at de to admins blokere dig fra deres private konto. Hvis du er heldig sletter de et par enkelte af dine opslag.

  10. Den kender jeg godt. Er så sent som i dag smidt ud af en gruppe for ingen grund. Havde skrevet et indlæg, der var relevant og andre synes om, men ikke administrator. Der var noget der havde stødt ham. Og han kom med et mærkelig kommentar som vi var et par stykker der kommenterede undrende over, derefter kommenterende jeg en af de andres indlæg, det blev slettet og da jeg spurgte hvorfor røg jeg ud af gruppen. Det har jeg aldrig oplevet før og man bliver sgu noget harm over sådan en behandling uden nogen form for begrundelse. Så ja jeg har netop oplevet en diktatorisk og enevældig person. Længe leve ytringsfriheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.