Flere har spurgt til, hvordan jeg laver min African Flower bold, så jeg har lavet en lille fotoDIY til hvordan jeg gør. Hvis i bruger Instagram, så tag gerne @bymamidk på billederne af jeres færdige Bymamiprojekter eller læg et billede op på Bymamis facebook – jeg bliver så glad af at se mine opskrifter i brug!
Mine African Flowers er hæklet på en 3 mm nål. Jeg hækler meget fast, så måske er en 2,5 mm nål bedre til dig. Blomsterne må ikke blive for løse, da fyldet ellers titter ud!
Jeg har brugt DROPS Loves You No.6, som Hobbii.dk har været så søde at sponsorere! Det findes i 18 rigtig lækre farver og er et billigt og udemærket alternativ til andre bomuldsgarner. Du behøver ikke så mange farver som vist, dog vil jeg anbefale et minimum på tre farver for at blomstermønstret bliver tydeligt.
Er du ny hækler, kan du finde et god billedanvisning på en magisk ring her, eller en video her. Hækl *2 halve stangmasker (herefter hstm) og 1 lm*. Gentag *-* 4x mere.
I hver lm-bue hækles *2 hstm, 1 lm, 2 hstm*, omgangen rundt.
Hækl vifter bestående af *7 stgm i hver lm-bue* omgangen rundt.
I hver stgm i en vifte hækles *1 fm. Mellem vifterne hækles en dyb fastmaske ned mellem 2 sæt hstm fra forrige omgang*. Gentag *-* 4x mere.
I et hjørne (den 4. m efter en dyb fm) hækles *[1 hstm, 1 lm, 1 hstm] efterfulgt af 7 hstm*. Gentag 4x mere. Hæft garnenderne og klip dem af.
Du skal bruge i alt 12 blomsterlapper til en bold. Lav dem alle ens, lav 2 af hver, eller 12 forskellige – det er helt op til dig!
Læg dine African Flowers op som vist og sy eller hækl dem sammen. Der findes mange måder at gøre det på, men sørg for at maskerne bliver samlet lige overfor hinanden, så bolden ikke bliver skæv. Sy eller hækl de to halvdele sammen. Husk at proppe godt med fyld i, så triller den bedre. Du kan evt. putte en bjælde eller en rasleboks ind i midten af fyldet inden du lukker mellem de sidste 2 African Flowers.
Pingback: Juguetes para bebé DIY | griscrochet
Tak for en usædvanlig god og grundig illustration 😀
Fin bold, hvad er diameteren ?
Omtrent 15 cm, men det kommer an på hæklefastheden og hvor meget du fylder den!
Det er bare så fin en unisex bold ! Det er jo ikke alle der kender kønnet på barnet (ink. Mig selv) perfekt til ens garnrester 😁 elsker “mormor” opskrifterne
Hej Siri,
1000 tak for din søde besked, den blev jeg glad for! Det er så dejligt at høre fra jer, der bruger opskrifterne 🙂
Vh Christine