Sunshine Shawl

Det er efterhånden ved at være længe siden mit solskinssjal blev færdigt. Jeg har taget tilløb til at lægge det ud flere gange, men billederne jeg har taget ad flere gange ydede ikke sjalet retfærdighed. I dag prøvede jeg så igen, i det underligste tordenlys – og så lykkedes det sørme!!! Så nu kan i også få glæde af opskriften på det smukke sjal!

OM GARNET
Mayflowers 3Sjalet er hæklet i Mayflowers 3* i en skøn farvekombi i varm gul, orange og cerise, der minder om en varm sommerdag med masser af solskin – og sådan fik sjalet sit navn!  Mayflowers 3 er et uspundet garn, lavet af 50%bomuld og 50% akryl, der består af 4 tråde. Farveskiftene fremkommer ved at en enkelt tråd ad gangen skiftes ud med en ny farve. Ved farveskiftene er der en lille knude hvor trådene er bundet sammen, dem hækler man blot henover, de kan ikke ses efterfølgende fordi de er så små.
Trådenes farveskift i det uspundne garn giver en helt særlig effekt, som er utrolig smuk – og med et minimum af ender at hæfte! Endvidere er det helt utroligt blødt og egner sig derfor supergodt til et tørklæde. Jeg kunne godt bytte bamsen ud og sove med det, så dejligt er det at røre ved!

SUNSHINE SHAWL
Solskinssjalet er supernemt at hækle, mønstret opstår ved at gentage 2 rækker til den ønskede størrelse er opnået eller garnet slipper op. Med et enkelt nøgle Mayflowers 3, kan sjalet både bruges som tørklæde, men er også stort nok til at tage over skuldrene på en kølig sommeraften. Det er let og luftigt og kan fint sætte prikke over i’et til en chic kjole.

DET SKAL DU BRUGE
200g Mayflowers 3, (1 ngl.) i farve (309)
En hæklenål str. 4.5 mm
En nål til at hæfte ender med

FØR DU GÅR I GANG
Sjalet hækles fra spidsen og opefter i rækker. Hver række vendes med 3 luftmasker, der erstatter 1. stangmaske i mønsteret (herefter ikke angivet i opskriften, med undtagelse af de første 3 rækker). Hvis du hækler løst eller den første maske bliver for lang ift. stangmaskerne, kan du med fordel nøjes med at hækle 2 luftmasker. Sjalet kantes kun langs den øverste kant, så sørg for at kanterne langs siderne bliver helt lige. Dette opnås ved at hækle ind i luftmaskerne ved enden af hver række.

FORKORTELSER
m / maske
nm / næste maske
lm / luftmaske
fm / fastmaske
stgm / stangmaske
SPO / spring over (antal)

SÅDAN GØR DU
De første rækker af sjalet beskrives udførligt herunder, herefter gentages de angivne mønstersekvenser til sjalet er den ønskede størrelse eller garnet er brugt op.

  1. Slå 4 lm op (tæller som 1 lm + 1 stgm). I 1. lm hækles 4 stgm (5 stgm)
  2. Vend arbejdet og hækl 3 lm, 1 stgm i nm, 2 lm, 1 fm, 2 lm, 2 stgm (4 stgm, 1 fm, 2 lm-kæder)
  3. 3 lm, 4 stgm i samme m, SPO stgm, 1 fm i lm-kæden, 5 lm, 1 fm i næste lm-kæde, SPO stgm, 5 stgm i nm (10 stgm, 2 fm, 1 5lm-kæde)

Gentag nu skiftevis følgende to mønstersekvenser, hvor (*) gentages rækken ud:

  1. [2 stgm, 2 lm, 1 fm, 2 lm, 2 stgm, 1 fm (i kæden)]*. Afslut rækken med 2 stgm, 2 lm, 1 fm, 2 lm, 2 stgm
  2. Begynd rækken med 5 stgm i samme m, SPO stgm, 1 fm i lm-kæden, 5 lm, 1 fm i næste lm-kæde, SPO stgm. [5 stgm i fm, SPO stgm, 1 fm i lm-kæden, 5 lm, 1 fm i næste lm-kæde, SPO stgm]*. Afslut rækken med 5 stgm i sidste m.

KANT
Afslut sjalet med 2. mønstersekvens for derefter at hækle en fast overkant på således:

  1. 1 lm, 1 fm i samme m. Gentag *3 fm, SPO stgm + fm, 2 lm, 1 fm i kæden, 2 lm, SPO fm + stgm* rækken ud, afslut med 2 fm i sidste m.
  2. 1 lm, 1 fm i samme m, 1 lm. Gentag følgende *1 fm, 1 lm, SPO1* rækken ud, aflsut med 2 fm i sidste m.
  3. 1 lm, 1 fm i samme m, 1 lm. Gentag følgende *1 fm (om lm), 1 lm, SPO1* rækken ud. Afslut med 2 fm i sidste m.
  4. 1 lm, 1 fm i samme m, 1 lm. Gentag følgende *1 fm (om lm), 1 lm, SPO1* rækken ud. Afslut med 2 fm i sidste m.

KVASTER
Har du lidt garn tilovers, lav da to kvaster og sy på i hvert hjørne øverst. Vikl garn omkring fingrene eller noget andet lidt længere end den længde du vil have kvasten. Bind garn fast omkring og klip op i den modsatte ende, så alle trådene er lige lange og er samlet på midten (FIG1). Bind omkring alle trådene 1-2 cm fra den første samling (FIG2). Sørg for at det ikke kan gå op. Vend nu ‘vrangen’ ud på de løse tråde, ved at fordele dem udover kuglen der er fremkommet (FIG3). Bind atter rundt om, helt tæt til trådkuglen indeni, så kvastens top bliver pæn. (FIG4). Med en nål føres enderne af bindetråden op igennem kvastens top. Enderne bruges til at sy kvasten på sjalet med, så går den ikke op! Trim evt. trådenderne i bunden af kvasten med en skarp saks.

Lad mig se dine Bymami makes

Er der noget jeg ELSKER, så er det at se de ting i laver udfra mine opskrifter, for det gør mig helt glad i låget at vide at de opskrifter jeg bruger lang tid på at skrive ned også bliver brugt! Læg jeres billede i en kommentar herunder, del det på Bymamis facebook eller din egen Instagram med hashtagget #sunshineshawl. Husk at tagge @bymamidk på billedet eller i teksten på Instagram– så er du sikker på dit opslag bliver set!

Sponsoreret

Denne artikel indeholder sponsorlinks (*). Ved at trykke på dem støtter du bymami.dk og hjælper til der fortsat bliver udgivet gratis opskrifter på bloggen. Tak for din hjælp!

Diagrammer

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *